Af Marie Ravn
Den store istanbul depression
På en almindelig eftermiddag i Kasımpaşa nabolaget i Istanbul er der en særlig butik, som skiller sig ud. Her er køen voksende og snart når den hele vejen rundt om næste gadehjørne. Den lange kø skyldes hverken Black Friday eller tilbud på Kähler vaser, men helt almindeligt hvidt brød. I Tyrkiet er de ramt af en økonomisk krise og det får køen til at vokse de få steder, hvor pengepungen endnu rækker for de fleste.
Denne fortælling er forsøg på at skabe et repræsentativ billede af de mennesker, hvis liv, især det seneste år, er blevet vendt på hovedet på grund af liraens dyk og den tårnhøje inflation, der hærger i landet.
Denne fortælling er forsøg på at skabe et repræsentativ billede af de mennesker, hvis liv, især det seneste år, er blevet vendt på hovedet på grund af liraens dyk og den tårnhøje inflation, der hærger i landet.
"Efter pandemien, ændrede mit liv sig. Jeg plejede at spille i et band på en restaurant, som var nød til at dreje nøglen om. Efterfølgende var det svært at finde et job, så jeg endte med at blive en gademusikant. Jeg har desværre venner, der plejede at leve af at spille musik, men som siden har begået selvmord, fordi de ikke kunne tjene penge nok til at overleve. Jeg har to børn og en kone, der skal forsørges og det er hårdt som gademusiker. Min kone arbejder ikke, fordi hun er handicappet og det ene af mine børn er også handicappet. Vi får støtte fra staten til at betale vores husleje, men derudover får vi ingen hjælp til mad, skole og hvad der ellers er af udgifter. På grund af den økonomiske krise og fordi jeg mistede mit job, kan jeg ikke engang tage mine børn med ud og spise en burger i weekenden. Før var vi en glad familie, vi var ikke rige, men vi kunne gøre ting og leve et nogenlunde normalt liv. Det kan vi ikke længere.
Jeg har spillet i nu tre timer og har tjent 10 tyrkiske lira.
Jeg prøver at være stærk for min familie, men jeg tjener ikke nok og ved ikke hvad jeg skal gøre." - Umut Uysal, 31 år.
Jeg har spillet i nu tre timer og har tjent 10 tyrkiske lira.
Jeg prøver at være stærk for min familie, men jeg tjener ikke nok og ved ikke hvad jeg skal gøre." - Umut Uysal, 31 år.
Tyrkiet har siden 2018 været ramt af en økonomisk krise, der udviklede sig til en full-blown depression i marts 2020 på grund af pandemien, der ramte økonomien rundt om i hele verden. En undersøgelse lavet af The NG Research company med 2.045 deltagere på over 18 år, fra forskellige socioøkonomiske grupper og byer, viser at 78% af de adspurgte fortæller at de ikke er glade for den økonomiske krise og at 64% ikke kan opfylde deres basale behov. Undersøgelsen viste også at syv ud af 10 tror at krisen kun vil blive værre i de kommende år.
"Der er så mange problemer. For bare et år siden kunne vi købe meget mere. I dag når vi skal ud og købe mælk er prisen steget rigtig meget. Før kostede en liter mælk omkring ni tyrkiske lira, nu koster det 14 lira, så vi undgår at købe mælk. Der er også mange flere udlændinge i Tyrkiet som kommer og køber huse og lejer lejligheder til en høj pris. Det betyder at mange tyrkere ikke længere har penge nok til at betale deres husleje, fordi priserne stiger.
Personligt er det også blevet sværere at være en kvinde fordi vi ikke har råd til alle de skønhedsprodukter vi havde tidligere. Bare at købe en fugtighedscreme, er blevet så dyrt at jeg ikke længere har økonomi til det og det samme når jeg har min menstruation. Det kan det være svært at få råd til bind." - Merve Güler, 15 år (th)
"Jeg kan især mærke den økonomiske krise i skolen, hvor vi ikke har råd til at købe mad fra kantinen længere. Især vand er blevet dyrt, der før kostede en lira, koster nu tre lira. Nogle ting i kantinen koster helt op til 20 lira. Hvis ikke vi bringer mad med hjemmefra, ville vi ikke få noget at spise i skolen, fordi det er så dyrt." - Mertcan Güler, 12 år (tv)
Tarlabaşı er et nabolag i Istanbul hvor mange har økonomiske udfordringer og flere er enten lavt udannede eller slet ingen uddannelse har. Det giver nogle gange problemer for nogle af områdets børn, der har brug lektiehjælp, ekstraundervisning og har det svært i skolen, fordi deres forældre ikke har råd til at give dem den tilstrækkelig hjælp de har brug for.
Derfor arrangerer Mehmet og Fatma Yeralan (th) sammen med en række frivillige gratis skolegang hver søndag som foregår i deres to etagers lejlighed.
Tarlabaşı nabolaget i Istanbul.
"Vi er alle studernede og fra middelklassen.
Vores liv har ændret sig så meget på grund af den økonomiske krise. Det er ikke kun personligt, også vores familiers situation har ændret sig. Deres indtjening har ændret sig på grund af dollarvalutaen. Benzinpriserne er steget. Måltider og endda vandprisen er steget. Som studerende er prisen på transport et af de vigtige spørgsmål for os. På grund af stigningen i transportpriserne har vi problemer med at administrere vores budget. Det er hårdt at leve som studerende i forvejen, men nu er det endnu sværere. Derudover er de materialer, vi skal bruge som studerende også dyre for os.
På grund af vores studieretning er vi nødt til at købe så mange ting og materialer, og nogle gange bruger vi så meget på materialer, at vi ikke har råd til transportpriserne.
Vi har mærket en markant forandringen det seneste år og vi selv føler, at vi oplever forandring fra måned til måned. Hvis vi står og mangler en frakke, skal vi betale imellem 500-200 tyrkiske lira, der før ville koste omkring 300 lira. Kort fortalt skal mange tage et lån i en bank for at shoppe. Så det er ikke noget vi bare gør, når vi vil købe noget, tænker vi virkelig meget over om vi har brug for det.
Hvis vi kigger på pyramiden i Maslow's behovs hierarki, er vi i første niveau og vi kan ikke nå toppen. Vi vil gerne deltage i flere arrangementer og aktiviteter, som for eksempel at gå i teatret eller se en musicals, men det er så dyrt for os o hvis vi drømmer om at rejse ud i verden, er det umuligt for vi når næppe midten af pyramiden."
Vores liv har ændret sig så meget på grund af den økonomiske krise. Det er ikke kun personligt, også vores familiers situation har ændret sig. Deres indtjening har ændret sig på grund af dollarvalutaen. Benzinpriserne er steget. Måltider og endda vandprisen er steget. Som studerende er prisen på transport et af de vigtige spørgsmål for os. På grund af stigningen i transportpriserne har vi problemer med at administrere vores budget. Det er hårdt at leve som studerende i forvejen, men nu er det endnu sværere. Derudover er de materialer, vi skal bruge som studerende også dyre for os.
På grund af vores studieretning er vi nødt til at købe så mange ting og materialer, og nogle gange bruger vi så meget på materialer, at vi ikke har råd til transportpriserne.
Vi har mærket en markant forandringen det seneste år og vi selv føler, at vi oplever forandring fra måned til måned. Hvis vi står og mangler en frakke, skal vi betale imellem 500-200 tyrkiske lira, der før ville koste omkring 300 lira. Kort fortalt skal mange tage et lån i en bank for at shoppe. Så det er ikke noget vi bare gør, når vi vil købe noget, tænker vi virkelig meget over om vi har brug for det.
Hvis vi kigger på pyramiden i Maslow's behovs hierarki, er vi i første niveau og vi kan ikke nå toppen. Vi vil gerne deltage i flere arrangementer og aktiviteter, som for eksempel at gå i teatret eller se en musicals, men det er så dyrt for os o hvis vi drømmer om at rejse ud i verden, er det umuligt for vi når næppe midten af pyramiden."
Istanbul Halk Ekmek (der betyder brød) er en virksomhed i Istanbul Metropolitan Municipality, der producerer bageriprodukter.
"Jeg vil fortælle sandheden uden at være politisk. Jeg gik på pension for omkring 11 år siden. Jeg vidste, at situationen ville blive sådan her. Jeg tjente omkring 830 dollars i den tids valuta, men i dag er min løn omkring 240 dollars med denne valuta. Jeg bor sammen med min kone, datter og kat og vores husleje plejede at være på omkring 2100 tyrkiske lira, men da vi ønskede at forny vores kontrakt, fortalte udlejeren os, at de er folk, der betaler omkring 6000 lira, så vi var nødt til at skifte vores hus. Med min løn har en familie ikke råd til et liv. Vi er lavere end fattigdomsniveauet. Du kender frø-historien hvor du langsomt ændrer varmen og frøen brænder uden at finde ud af, hvad der sker. Sådan er vores liv nu om dage. Jeg mener, vi mistede alt, først sagde vi, at prisen steg omkring 3 lira, men i færd med priserne stiger hver dag, vænner vi os til det. Der er ingen kontrol længere.
Jeg forventer ikke noget af fremtiden, men jeg har en familie og mit eget samfund, og i forhold til dem er jeg langt bagud. Mine penge rækker ikke til det, jeg gerne vil. Jeg har ikke penge nok til det, jeg har ret til at have, og disse rettigheder betragtes som luksus i dag. Der er en historie fra osmannisk tid, om en person, der gik på et reb, og da folk kiggede op på ham, kom nogle røvere og stjal deres penge. Vi oplever sådan noget.
Jeg har tre piger, og de er alle gift og i en god økonomisk situation, men hvis jeg var alene, ville mine penge ikke være nok til at have råd til mit liv.
Jeg har det dårligt og jeg har ikke noget håb eller forventning til i morgen, jeg prøver bare at overleve i dag. Jeg er ked af ungdommen. Jeg ser de unge, der ikke accepterer deres situation, men de har dyr telefon og kommer gående med kaffe i hænderne. Måske er det deres måde at konfrontere på. Måske vil de benægte situationen, for benægtelse ligger i vores genetik. Vi er rasende, vi lever dagen, og vi har ingen planer for fremtiden." - Ayhan Kaş, 65 år.
Jeg forventer ikke noget af fremtiden, men jeg har en familie og mit eget samfund, og i forhold til dem er jeg langt bagud. Mine penge rækker ikke til det, jeg gerne vil. Jeg har ikke penge nok til det, jeg har ret til at have, og disse rettigheder betragtes som luksus i dag. Der er en historie fra osmannisk tid, om en person, der gik på et reb, og da folk kiggede op på ham, kom nogle røvere og stjal deres penge. Vi oplever sådan noget.
Jeg har tre piger, og de er alle gift og i en god økonomisk situation, men hvis jeg var alene, ville mine penge ikke være nok til at have råd til mit liv.
Jeg har det dårligt og jeg har ikke noget håb eller forventning til i morgen, jeg prøver bare at overleve i dag. Jeg er ked af ungdommen. Jeg ser de unge, der ikke accepterer deres situation, men de har dyr telefon og kommer gående med kaffe i hænderne. Måske er det deres måde at konfrontere på. Måske vil de benægte situationen, for benægtelse ligger i vores genetik. Vi er rasende, vi lever dagen, og vi har ingen planer for fremtiden." - Ayhan Kaş, 65 år.
"Levevilkårene er sværere i dag end sidste år. Vi har boet på det her værelse, der ikke engang er en lejlighed i omkring 5-6 år.
Jeg arbejder ikke. Det va min mand, der sørgede for indkomsten, men han blev for nyligt anholdt og sidder nu i fængsel. Jeg kunne ikke betale min husleje i denne måned som er 1.000 lira. Før betalte jeg 500 lira, men efter pandemien steg alle priserne så dramatisk. Det er så svært for mig, for min udlejer fortalte mig, at hvis ikke jeg betalte huslejen, så kunne jeg ikke blive boende og jeg har ikke andet sted at tage hen. Jeg har tre børn på ni, 10 og 13 år og så tager jeg mig af denne baby, som en kvinde, der er stofmisbruger fødte i otte distrikt og ikke kunne håndtere. Hun var kun en måned gammel da jeg fik barnet. Mine tre børn er udenfor lige nu. Jeg kan ikke sende dem i skole i disse dage, fordi jeg ikke har råd til at betale deres skolemad og bøger. Alt var billigere før, men nu er alt blevet værre. Jeg havde det også bedre før, da min mand var her. Gudskelov hjælper broder Mehmet os." - Elif Irıs, 29 år.
Jeg arbejder ikke. Det va min mand, der sørgede for indkomsten, men han blev for nyligt anholdt og sidder nu i fængsel. Jeg kunne ikke betale min husleje i denne måned som er 1.000 lira. Før betalte jeg 500 lira, men efter pandemien steg alle priserne så dramatisk. Det er så svært for mig, for min udlejer fortalte mig, at hvis ikke jeg betalte huslejen, så kunne jeg ikke blive boende og jeg har ikke andet sted at tage hen. Jeg har tre børn på ni, 10 og 13 år og så tager jeg mig af denne baby, som en kvinde, der er stofmisbruger fødte i otte distrikt og ikke kunne håndtere. Hun var kun en måned gammel da jeg fik barnet. Mine tre børn er udenfor lige nu. Jeg kan ikke sende dem i skole i disse dage, fordi jeg ikke har råd til at betale deres skolemad og bøger. Alt var billigere før, men nu er alt blevet værre. Jeg havde det også bedre før, da min mand var her. Gudskelov hjælper broder Mehmet os." - Elif Irıs, 29 år.
I følge M. Murat Kubilay, der er er en uafhængig finansiel rådgiver om den tyrkiske økonomi fortæller at Tyrkiet er i en inflationsspiral. Den nuværende officielle inflationsrate er 83,45 %, det højeste niveau i 24 år, og den kan ramme trecifrede, hvis der kommer et nyt valutachok.6 Det naturlige arbejdsløshedsniveau er 10 %, og dette overstiger 20 % når modløse arbejdere er inkluderet. To tredjedele af medarbejderne tjener omkring mindstelønnen, svarende til omkring 300 dollars om måneden. Fattigdommen er bred, og med begrænsede udsigter er ungdomsbefolkningen fast besluttet på at emigrere, især de bedst uddannede. For at opsummere situationen, vil bæredygtig vækst og velstand være vanskelig at opnå, samfundet er ved at miste optimisme om fremtiden, og det har udløst et jag af unge mennesker, der ønsker at flytte til udviklede lande.
Çamaşırhane Laundry i Istanbul er et af de steder, der mærker den økonomiske krise, da de bruger meget elektricitet, som næsten er steget med 15%. Derudover har de svært ved at tjene penge nok til at betale huslejen og nogle af mændende, må arbejde i op til 17 timer dagligt, for at få det til at løbe rundt.
"Jeg blev aldrig registreret som barn, hvilket betyder jeg ikke eksisterer. Det har givet mig store problemer i mit arbejdsliv, fordi det er svært at finde et job, når ikke man er registereret. Jeg samler skrald på gaden og det betaler ikke særlig godt i disse tider. Før inflationen, kunne vi sagtens handle godt ind i bazaren, men nu har jeg ikke engang råd til at købe frugt eller give mine børn mad med i skole." - Süleyman Can Özyenerli, 42 år sammen med sin kone, Zeynep Renklihava på 37 år og to børn. Cemre Buse Renklihava 10 år (th) og Ömrum Sultan Renklihava, 8 år midt for.
"Heldigvis er min mand sund, så han kan gå på arbejde. Han tager afsted hver morgen klokken 9 og er hjemme igen omkring klokken 7 om aftenen. Han tjener mellem 80-200 tyrkiske lira om dagen. Nogle gange går jeg også på arbejde, hvis der kommer et job, der passer til mig, som f.eks rengøring. Ellers er jeg hjemmegående. Jeg prioriterer at give min datter 20 lira med i skole hver dag, så hun kan købe mad for dem, hvis det er nødvendigt" - Gülşen Denız Sarmaye, 26 år med hendes to døtre. Hayriye Naz Sarmaye, 7 år (th) og Ceylin Dilan Sarmaye 4 år (tv).
"Den økonomiske krise påvirker virkelig vores liv, fordi vi ikke sælger ligeså meget som før. Det her er det eneste arbejde vi har. Vi kan godt få det til at fungere, men det er blevet sværere at tjene penge, når man arbejder bazaren fordi priserne er steget så meget." - Hasan Alpay, 42 år (tv) og Mustafa Demircan, 37 år.
Necla Urut, 51 år.
Garbıs Yamacı, 70 år, smykkesælger (tv) Erkan, 43 år, tæppesælger (th)
“Jeg bor her alene, og mine venner hjælper mig meget, men det er virkelig svært at leve. Jeg tænker på, hvordan mennesker med børn håndterer livet. Selv min hunds mad er blevet så dyrt. Før kostede det 34 tyrkiske lira, men nu koster det 134 lira. Jeg taler til min hund og fortæller hende, at vi nok skal finde en måde at fortsætte med at leve på.
Der er stor forskel på sidste år og nu. Vi kunne på en eller anden måde klare at leve, men nu kan vi ikke. Jeg taler med folk, og de klager alle sammen. Situationen er hård for folk. Jeg betaler 650 lire for husleje og den indeholder også el og vand. Jeg har været her i fem år, og min udlejere har forstået mig indtil nu, at når jeg ikke havde penge nok, betalte jeg mindre. Men hun vil øge prisen til 1000 lira efter nytår. Jeg blev ikke pensioneret, og jeg er nødt til at finde pengene på en eller anden måde, så nogle gange må jeg spørge mine venner om penge.
Jeg valgte ikke denne måde at leve på. Jeg havde mit eget job, men efter et voldsomt jordskælv mistede jeg alt, og jeg gik efterfølgende rundt og bad folk om et job. Nogle gange gjorde jeg rent i folks hjem, men også de havde ikke penge nok, og nogle kunne enegang betale mig. Jeg plejede at være model og skuespillerinde i 70'erne.
Der er så mange kvinder i Tarlabaşı, der forsøger at tjene penge ved at prostituerer sig selv. De tjener omkring 150-200 lira. Den højeste pris her er omkring 400 lira. Alle kunder er skøre og perverse. Jeg lærte at bande og jeg var nødt til at ændre mig og blive hård for at overleve i jobbet som prostitueret. Jeg var ellers en skrøbelig kvinde. Jeg har venner, der støtter mig i dag, men når jeg har desperat brug for penge, går jeg ud og arbejder i natten” - Tulay Taşkın, 65 år.
Der er stor forskel på sidste år og nu. Vi kunne på en eller anden måde klare at leve, men nu kan vi ikke. Jeg taler med folk, og de klager alle sammen. Situationen er hård for folk. Jeg betaler 650 lire for husleje og den indeholder også el og vand. Jeg har været her i fem år, og min udlejere har forstået mig indtil nu, at når jeg ikke havde penge nok, betalte jeg mindre. Men hun vil øge prisen til 1000 lira efter nytår. Jeg blev ikke pensioneret, og jeg er nødt til at finde pengene på en eller anden måde, så nogle gange må jeg spørge mine venner om penge.
Jeg valgte ikke denne måde at leve på. Jeg havde mit eget job, men efter et voldsomt jordskælv mistede jeg alt, og jeg gik efterfølgende rundt og bad folk om et job. Nogle gange gjorde jeg rent i folks hjem, men også de havde ikke penge nok, og nogle kunne enegang betale mig. Jeg plejede at være model og skuespillerinde i 70'erne.
Der er så mange kvinder i Tarlabaşı, der forsøger at tjene penge ved at prostituerer sig selv. De tjener omkring 150-200 lira. Den højeste pris her er omkring 400 lira. Alle kunder er skøre og perverse. Jeg lærte at bande og jeg var nødt til at ændre mig og blive hård for at overleve i jobbet som prostitueret. Jeg var ellers en skrøbelig kvinde. Jeg har venner, der støtter mig i dag, men når jeg har desperat brug for penge, går jeg ud og arbejder i natten” - Tulay Taşkın, 65 år.
